HÅNDBOLD

Ærgerligt og unødvendigt nederlag til U-14 Pige Elite i topopgør!

3. december 2009, kl. 15:19, Per Nielsen



Hammel - Hornbæk 21-22 (12-13)


Kampen blev en meget intens og spændende affære, hvor holdene flugtes meget tæt i begge halvlege og ingen af holdene havde mere end en 2-målsføring. Det var absolut ikke fortjent, at udeholdet løb med sejren.
Hornbæk havde blot de berømte marginaler på holdets side, som er afgørende i de tætte kampe. Uafgjort havde været en passende udgang på opgøret.

Hammelpigerne var ellers meget opsatte på at fravriste Hornbæk 1. pladsen.
Desværre fik vi ikke rigtigt implementeret optimismen i kampen. Hammel fik aldrig helt overtaget i den meget lige kamp.
Der var før kampen fokuseret på Hornbæks spil, som foregår meget hen over midten mellem de to backs. Det var imidlertid lige præcis der Hammelpigerne svigtede i henhold til kampens oplæg og begik de dyrebare fejl ved ikke at holde sig til aftalerne. Vi bruger ikke undskyldninger med, at vi er hårdt ramt af skader og sygdom – dertil har vi for god en bredde – men, det er en kendsgerning, at Mathilde Arnkvists fravær er og blev dyrt for os. Hun binder midterforsvaret fantastisk godt sammen og da vi har endnu ikke fået sammenspillet en ny midterakse, vil der opstå fejl i 4-blokken – hvilket blev afgørende for kampens resultat, rent forsvarsmæssigt.

Hornbæk startede kampen bedst med udgangsspil som forventet. Dette havde vi fokuseret på før kampen, men alligevel var pigerne forsvarsmæssigt ikke helt på plads. Pigerne kom dog stærkt igen og fulgte udeholdet helt til dørs i en meget lige, tæt og intens 1. halvleg. som Hornbæk knebent vandt med et enkelt mål.

2. halvleg blev en lige så tæt affære som 1. halvleg. Hornbæk startede igen bedst, men atter kom Hammel godt med og bragte sig foran med 17-15 i midten af halvlegen. Samtidig virkede som om Hammel endelig havde fået fat i den lange ende. Hammel fik dog ikke angrebsspillet op i vanligt niveau. Bagspillet var uden tempo, presspillet fik vi ikke i gang og fik derved ikke spillet vore fløje til afslutninger. Samtidigt virkede bagspillerne for fastlåste og spillede for meget på pladsen. Vi fik derved intet flow i grundspillet og fik ikke trukket vore backs op til afslutninger. Dette bevirkede, at vi på dette tidspunkt gik lidt i stå og havde en scoringspause på 7-8 minutter. Det kostede sejren i opgøret – havde vi udnyttet vore muligheder i denne periode, havde slutresultatet været anderledes! Hornbæk benyttede sig af denne mulighed og bragte sig foran med 2 sidste i halvlegen, men Hammelpigerne kæmpede sig godt tilbage i kampen og fik udlignet med et halvt minut igen. Hammelforsvaret lavede desværre en lille blottelse i de sidste sekunder og Hornbæk fik scoret det afgørende mål.

Ekstremt ærgerligt, på en dag hvor spillet ikke helt fungerede, men hvor pigerne til gengæld kæmpede sig til i hvert tilfælde det ene point, et point som havde bevirket, at pigerne med 2 sejre i de 2 sidste kampe, var helt sikre på en plads i Pige Divisionen efter jul!

Muligheden for divisionspladsen er stadigvæk helt intakt, men udover at pigerne skal vinde de 2 sidste kampe, kan målscoren også blive afgørende! Hammel skal, som det ser ud nu, satse på en 2. plads. I Eliterækken er der 8 puljer og de 4 bedst placerede 2´ere af de 8, kvalificerer sig til divisionen. Er der pointlighed blandt disse, er målscoren afgørende!

Så det bliver en spændende afslutning på efterårssæsonen. Første del af spændingen udløses på søndag, hvor Hammelpigerne spiller i Bjerringbro, kl. 12.30 mod et Bjerringbrohold som spiller for at undgå nedrykning fra Eliterækken.

Hammels målscorere:
Cecilie Sjørup, 7
Mette Thyrsted, 5
Katrine Angel, 4
Cecilie Hymøller, 3
Anne Petersen, 1
Caroline Dohn, 1

PrintvenligSitemap

LÆS HGF NYT:

August 2010




Læs den her