Nytårshilsen fra hovedformanden

I Hammel elsker vi sport.

Er man vild med sport, er Hammel det rigtige sted at bosætte sig. HGF med alle vore afdelinger, vennerne fra tennisklubben, golfklubben, cykelklubben, fitness og rideskolen. Ja, der er masser af muligheder, og masser af medlemmer i klubberne.

I HGF’s forretningsudvalg arbejder vi koncentreret videre med at sikre HGF’s medlemmer de bedste muligheder og rammer for at dyrke deres idræt.

Favrskov Kommune er ramt af besparelser, men er dog lydhør overfor HGF’s ønsker og behov. Et af vores ønsker, er en hal mere ved idrætscenteret, ligesom vi mener, at kommunens nye kunststofbane bør placeres i Hammel. Vi håber, at 2012 vil bringe gode nyheder om disse anlæg.
2011 har budt på mange flotte resultater i vores afdelinger samtidig med, at vi udvikler talenter i vores ungdomsafdelinger.

En skyggeside ved dette er, at storklubberne omkring os, allerede henvender sig til udøvere og forældre fra børnene er i 10-11 års alderen. Det er alt alt for tidligt, da sport i denne alder handler mere om kammeratskab og gode vaner end om karrierer.

Der skal ikke være tvivl om, at du altid er velkommen hjem til klubben igen. Uanset årsagen til, at du ikke fortsætter i storklubben. Vi skal nok tage godt imod dig og tage hånd om dig.

Vi er i den heldige situation, at vi har rigtig mange gode sponsorer, og flere og flere kommer til vores klub. I år har vi fået en hovedsponsor, Sparekassen Østjylland, der sikrer klubbens en god økonomisk bund. Alle sponsorater, store som små, er med til at give HGF’s medlemmer gode sportslige oplevelser. Husk at støtte klubbens sponsorer, de støtter dig.

Den 5. juni 2012 giver Runrig koncert ved Frijsenborg slot. Det er helt unikt at vide, at vi kan stille med 175 frivillige, det imponerer selv store musiknavne. Sikken en flot opbakning fra HGF’s medlemmer og forældre. Koncerten skulle gerne blive en kæmpe fest, det gode vejr er bestilt, og Grilllandsholdet kommer.

Husk at få købt billetter, salget går forrygende. Vi skal vise, hvad Hammel kan, gerne ved at få udsolgt.

Det er vigtigt at bakke op om klubbens aktiviteter, og endnu vigtigere at bakke ledere og frivillige i afdelingerne op. Husk, det gode du giver kommer tifold igen.

Jeg vil gerne takke de øvrige medlemmer af forretningsudvalget, Henrik Larson, Per Hausmann, Niels Horup og Poul Erik Andersen, for et godt samarbejde og for at sætte undertegnede ind i sagerne vedrørende HGF.

Med ønsket om en masse sportslige oplevelser og gode resultater ønskes HGF’s trænere, ledere, forældre, tidligere, nuværende og kommende idrætsudøvere i HGF et godt nytår.

Mogens Lyngby, Hovedformand


PrintvenligSitemap
NY HGF HOVEDSPONSOR: