Vedtægter



Vedtægter for HGF Fodbold Support
 
 
§ 1 Navn og hjemsted 

Støtteklubbens navn er HGF Fodbold Support.

Støtteklubbens hjemsted er Hammel og opland / i alle aldre fra Hammel opland 
§ 2 Formål.
 
Støtteklubbens formål er at yde økonomisk støtte til at fremme fodbolden inden for Hammel Gymnastikforening, med speciel fokus på ungdomsarbejdet.
 
§ 3 Økonomi.
 
Foreningens økonomi etableres ved kontingenter, arrangementer, sponsorbidrag etc.

Bestyrelsen bestemmer suverænt, hvor mange midler der tildeles HGF fodbold, samt afstemmer anvendelsen med den til enhver tid siddende fodboldbestyrelse.
En betingelse er dog, at midlerne anvendes til ekstraordinære formål i henhold til § 2.
Bestyrelsen kan ikke forpligte sig ud over foreningens til enhver tid bestående aktiver.
 
§ 4 Medlemsforhold.
 
A.  Optagelse.
 
Som medlem kan optages enhver person eller virksomhed, som har et ønske herom, som aftalepart, at deltage i realiseringen af det under § 2 anførte mål.
 
B. Indmeldelse.
 
Medlemskabet tegnes for et kalenderår ad gangen.
 
C. Udmeldelse.
 
Udmeldelse skal ske skriftligt med minimum 3 måneders varsel, det vil sige senest med udgangen af september måned.
 
D. Sponsorbidrag.
 
Det er en betingelse for medlemskabet, at medlemmerne yder det sponsorbidrag der fastsættes på HGF Fodbold Supports generalforsamling.
Bestyrelsen bemyndiges til at fastsætte nærmere regler for betaling af sponsorbidrag og at sikre medlemmerne fradragsret for sponsorbidraget samt at ændre vedtægterne, såfremt der fra skattemyndighederne måtte stilles krav herom for godkendelse af fradragsretten.
 
§ 5 Bestyrelse.
 
A. Ledelse.
 
Støtteklubbens daglige ledelse varetages af en bestyrelse på mindst 5 og højest 9 medlemmer valgt på generalforsamlingen for 2 år ad gangen. Genvalg kan finde sted.
Max. halvdelen af bestyrelsen kan udskiftes pr. år.

Bestyrelsen konstituerer, umiddelbart efter generalforsamlingen, sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær.
 
B. Bestyrelse.
 
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsesmøde afholdes, når formanden finder det nødvendigt eller 3 bestyrelsesmedlemmer kræver det.
Indkaldelse finder sted skriftligt med mindst 3 ugers varsel. Indkaldelsen skal angive en dagsorden. Over bestyrelsesmøderne føres et beslutningsreferat som underskrives af formanden eller næstformanden og referenten.

Bestyrelsen træffer beslutninger ved simpel stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formanden eller den fungerende formands stemme udslagsgivende. Der kræves personligt fremmøde for at stemme.

Valgbare til bestyrelsen er medlemmer af støtteklubben samt øvrige interessenter med interesse for HGF Fodbold der er godkendt af den siddende bestyrelse.
 
C.  HGF Fodbold.
 
HGF`s, til enhver tid siddende, fodboldformand har fuld indsigt i foreningens arbejde, og er automatisk berettiget til en plads i bestyrelsen. Fodboldbestyrelsen kan til enhver tid disponere over endnu en plads i bestyrelsen.
Fodboldformanden informeres løbende.
 
§ 6 Generalforsamlingen.
 
A. Øverste myndighed
 
Støtteklubbens øverste myndighed er generalforsamlingen.
Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt i 4. kvartal.

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen efter behov eller når mindst 1/3 af støtteklubbens medlemmer skriftligt fremsætter krav herom med angivelse af dagsorden.

Indkaldelse med angivelse af dagsroden skal ske med mindst 4 ugers varsel ved særskilt skrivelse til de enkelte medlemmer.
 
B. Stemmeberettigede.
 
Stemmeberettigede på generalforsamlingen er ethvert medlem af støtteklubben. Der kan stemmes ved skriftligt fuldmagt – en pr. medlem.
 
C. Dagsorden.
 
  1) Valg af dirigent.
2) Formandens beretning.
3) Fremlæggelse af årsregnskabet til godkendelse.
4) Fremlæggelse af budget til godkendelse.
5) Behandling af indkomne forslag.
6) Valg af bestyrelse.
7) Valg af revisor.
8) Eventuelt.
 
Forslag fra medlemmerne, der ønskes fremmet til afstemning skal indsendes til bestyrelsen senest 14 dage før.

Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpel stemmeflertal.
Hvert medlem har en stemme.
Afstemningen skal ske skriftligt, såfremt blot et af de tilstedeværende medlemmer ønsker det.
Vedtægtsændringer kræver 2/3 af de afgivne stemmer.
 
§ 7 Regnskab.
 
Støtteklubbens regnskabsår er fra 1. oktober til 30. september.
Regnskabet skal før den ordinære generalforsamling være revideret af revisor, som ikke må være medlem af bestyrelsen.

Kassereren indkasserer støtteklubbens indtægter og betaler de af bestyrelsen godkendte regninger. Der føres kassebog over samtlige indtægter og udgifter i en sådan form, at støtteklubbens øjeblikkelige økonomiske stilling kan aflæses heri.
 
§ 8 Tegning, hæftelse og overskudsdeling.
 
Støtteklubben forpligtes udadtil ved underskrift af 2 bestyrelsesmedlemmer.

Støtteklubben hæfter kun for deres formue og bestyrelsesmedlemmerne ikke personligt ved deres underskrift.

Der påhviler ikke støtteklubbens medlemmer nogen personlig hæftelse for de støtteklubbens påhvilede forpligtelser.

Der tilbagebetales ikke sponsorbidrag ved en medlemsopsigelse af medlemskabet. I øvrigt foretages der ikke udlodning af overskud til medlemmerne.
 
§ 9 Eksklusion.
 
Bestyrelsen kan uden appel til generalforsamlingen med 2/3 majoritet af de fremmødte beslutte at ekskludere et medlem, der ikke opfylder de af medlemskabet fastlagte forpligtelser, eller som i øvrigt bringer Hammel Gymnastikforening eller HGF Fodbold Support i miskredit.

Ved eksklusion tilbagebetales eventuel forudbetalt sponsorbidrag ikke.
 
§ 10 Opløsning.
 
Til støtteklubbens opløsning kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 majoritet blandt de fremmødte.

Ved støtteklubbens opløsning tilfalder foreningsformuen, ubeskåret Hammel Gymnastikforenings Fodboldafdeling.


Bilag
Indmeldelsesblanket

PrintvenligSitemap
HGF HOVEDSPONSOR: